Amagermuseet 2010:

Sæsontema: Dyr på landet før og nu.

JULI
Hør, se og sans historien.

Familieudstilling: Hanegal – skind, fjer og knogler.

Særudstilling: Små blå mesterværker - Delft-fajancer og hollandske fliser.

1. - 31. juli.
Den levende bondegård. På Amagermuseet indtager høns, grise, får, geder og heste gårdens folde og stalde. Karle og piger tager fat på arbejdet i stald, urtehave og køkken. Kom med indenfor på den levende gård, krads grisen på ryggen, følg med gårdens karle rundt, når de fodrer gårdens dyr, deltag i arbejdet på museets mark, hvor der er gang i hakkejernene.
Aktiviteter for børn hver dag tirsdag - søndag. Børnetilbud: Lev med på gården og få din helt egen skudsmålsbog.

4. juli
Børnedyrskue.
Børn inviteres til at tage kæle- og familiedyr under armen og komme op i museets fold og vise deres dyr frem. Kåringen af det sødeste, mest fjollede, mest hyggelige, det mærkeligste kæledyr. Kåring og præmieoverrækkelse kl. 15.00.

Børneomvisning hver søndag i juli kl. 14.00.
Barn på landet år 1900.
Hør, hvordan livet var som barn på landet for 100 år siden. Om livets gang fra vugge til grav. Hvorfor lå det udøbte barn i sort sengetøj? Hør, hvor mange tjenestepiger, der lå i en enkelt seng, og find ud af, hvorfor de døde blev lagt på bordet.

AUGUST

Familieudstilling: Hanegal – skind, fjer og knogler.

Særudstilling: Små blå mesterværker - Delft-fajancer og hollandske fliser.

8. august.
En søndag på Amager anno 1900. Vær en del af skovturen i museets æblehave. Ta’ madkurv og din familie med, spis til fællessang og spillemandsmusik under æbletræerne. Gamle historiske lege.

SEPTEMBER

Til 30. sept.
Familieudstilling: Hanegal – skind, fjer og knogler.

Til 15. sept.
Særudstilling: Små blå mesterværker - Delft-fajancer og hollandske fliser.

23. – 26. sept.
Det blomstrende mesterværk. Blomsterudstilling. Museumsgården fyldes med farverige sorter i smukke opsatser, inspireret af 1700-tallets stil. Udvidet åbningstid alle dage, 11.00-17.00.

26. sept.
Kl. 12 - 15
Et gilde på Amager. Oplev folk i de smukke amagerdragter, når museet genskaber Julius Exners guldaldermaleri ”Et gilde på Amager”. Oplev stemningen fra maleriet, når de unge piger serverer skinke og grønlangkål, mændene spiller kort og der danses til spillemandsmusik i storstuen.

OKTOBER
Skolernes efterårsferie

16. - 24. okt.
Spis min gris.

I efterårsferien kan man på Amagermuseet opleve madens vej fra mark og stald til middagsbordet. Den gamle slagter skærer grisen ud og madmoder stopper pølser. Smagsprøver på historiske retter i museets erindringskøkken, samt salg af årstidens grønt, frugt og hjemmesyltede varer.
Børneaktiviteter: Halmlabyrint, "På sporet af bondegårdens dyr", bliv karl og pige på gården og få din egen skudsmålsbog.

NOVEMBER / DECEMBER
Juleudstilling på Amagermuseet

19. nov. - 12. dec.
Spis ordentligt - Julemad og bordskik gennem 1000 år.
Smagsprøver hver dag på historisk julemad.
Åbent alle dage undtagen mandag, kl. 12.00-16.00. Skoler, institutioner og grupper kan aftale besøg om formiddagen.

4. - 5. dec.
Weekenden, kl. 12 – 16.

Honninghjerter, pebernødder og klejner, alt hvad julehjertet kan begære. Traditionen tro holdes der historisk julemarked på Amagermuseet, der er boder ude og inde, delikatesser, stads, dekorationer og hjemmesyltede varer. Gaveideer med historie i museets krambod. Gløgg, varm kakao, glaserede æbler og æbleskiver. Sangkor og julebukken kommer på besøg.

FEBRUAR 2011
Fastelavnsridt på Amager er en traditionsrig begivenhed, der siden 1600-tallet har fornøjet og underholdt både deltagere og tilskuere. Amagermuseet har åbent to dage i forbindelse med fastelavn.

Søndag den 7. feb.
kl. 12 – 16
Fastelavn forberedes, som det er blevet gjort i generationer. Arbejdende værksteder. Tøndemaleren udsmykker fastelavnstønden efter lokal, historisk skik. Selemageren efterser og reparerer hestens ”snekketøj”. Hestens manke og hale flettes og pyntes med bånd. Drengene pynter cyklerne til deres ”fastelavnsridt”. Oplev også to små piger blive klædt på som fastelavnsbrude.

Mandag den 15. feb.
kl. 13 – 17
Når klokken nærmer sig 16, stiger spændingen på Hovedgaden i Store Magleby. Fastelavnstønden hænger spændt ud over gaden, og ryttere fra Vennekredsen gør sig klar til i galop at slå til tønden. Vinderen udråbes til ”tøndekonge”, der ved kåringen får publikums bifald og et kys af tøndedronningen. Amagermuseet er åbent før og efter tøndeslagningen. Man kan besøge museets fastelavnsudstilling og varme sig i cafeen.

Begge dage kan der i museets cafe købes amagerpunch og æbleskiver. I museets butik sælges tøndestokke i alle størrelser.